Tryghed i trafikken
Trafiksikkerhed specielt omkring skolerne er et evigt tema, og vi bliver aldrig færdige med hverken at skabe forbedringer eller debattere emnet. Dragør har i de forgangne fire år foretaget en trafiksikkerhedsundersøgelse og begyndt en investeringsrække. Vores anlægsbudget er samtidig spændt til bristepunktet, begrænset af regeringens loft.
O har senest fremsat forslag om indkøb at seks fartmålere. Det er klart at det ikke dækker alle skoleveje, og effekten er tvivlsom.
Konservative stillede i stedet et generelt forslag om at forvaltningen fremlægger mange muligheder for at øge trygheden. Det blev meget glædeligt til et fælles BEPU forslag fra alle partier.
Der kan blandt andet ses på permanente fartmålere, rumlestriber på vejene, påmaling af advarselstrekanter på vejene omkring skolerne (som ved flere af Tårnbys skoler), intelligent nedsættelse af hastigheden omkring skoletid, 3D maling på vejen og påmaling af cykel på cykelsti, hvor denne krydses af biler fra udkørsler og tilstødende veje, som i fotoet.
Selv om der heldigvis sker få eller ingen uheld, må vi se på at skabe øget tryghed i trafikken og skærpe bilisternes opmærksomhed. Nu får vi en sag tilbage, hvor teknikerne giver forskellige bud på, hvilke løsninger, der vil have størst effekt.
Med venlig hilsen
Jerrik Walløe og Kenneth Gøtterup
Medlemmer af Kommunalbestyrelsen
Det Konservative Folkeparti