Ordfører tale ved 2. behandling af Dragørs budget 2014-2017

Tak for ordet.

Konservatives budgettale vil være delt i først en generel tilkendegivelse om budgetprocessen, dernæst en kommentering på A,V, DF´s budgetforlig og endelig vil vi afsluttende fortælle, hvordan Dragør kunne udvikle sig, hvis der blev ført en borgerlig konservativ politik.

Budgetprocessen

Budgetprocessen har i år været kritisabel. Der er kun et sted at rette kritikken og det er på borgmesteren. Er det fordi det er valgår at vi rejser denne kritik. Svaret er nej. Det er en reel bekymring for de arbejdsbetingelser der bydes politikerne og samtidig en reel erkendelse af, at både Socialdemokraterne og Venstre ønsker reel blokpolitik. Vi vil gerne beklage, at vores budgetseminar, hvor fundamentet for budgetforhandlingerne grundlægges er skåret ned fra to til en dag. Den ene dag vi har giver alene en teknisk gennemgang af budgettet, uden arbejde i de politiske grupper og realforhandlinger kan indledes. Det fremmer næppe dialogen på tværs af partierne.

Men omvendt må vi også erkende, at ønsker man ikke forhandlinger, så er det en god måde at gøre det på. Såvel Socialdemokraterne og Venstres nye spidskandidat har i pressen oplyst, at de ønsker det brede samarbejde. Det brede samarbejde skal i en socialdemokratisk kontekst, forstås på den måde, at borgmesteren en tirsdag aften mailer om der er basis for en drøftelse. Onsdag formiddag tages denne drøftelse, hvor man præsenteres for, at der til næste dag er indgået budgetforlig mellem A,V og DF. Budgetforliget vil blive fremlagt og så er vi som konservative velkommen til, at tilslutte os. Forhandling, drøftelse og fine intentioner i pressen og offentligheden er når projektørerne er slukket omsat til, ”I kan stemme for vores forslag hvis I vil, ellers er I ikke velkommen”.

At læse Venstres spidskandidats indlæg om det brede samarbejde, er endnu mere bekymrende, når Venstre ubetinget støtter op om socialdemokraterne og tidligere SF og udelukker borgerlige partier fra samarbejde. At Venstre ikke vil drøfte borgerlig realpolitik kan så ikke komme som en overraskelse når de har lagt sig i førerfeltet og kæmper om den røde førertrøje. Så det klinger mere end hult når Venstre udtaler, at de ikke kan forstå vi ikke vil være med.

Et andet kritik og bekymringspunkt vi er nødsaget til at rejse er, at borgmesteren ved dette års budgetforlig har sørget for en dårlig planlagt proces i hans forvaltning. I år kom det bag på borgmesteren at partierne kunne finde på at have spørgsmål til budgettet og måtte i alt hast indføre en procedure for hvordan spørgsmål fremsendes, så han selv kunne følge med i, hvordan de håndteres. Samtidig har vi oplevet meget lange svartider på ofte ukompliceret spørgsmål, hvilket i den grad har vanskeliggjort en smidig budgetproces for os i grupperne, når vi har ventet i op til 5 dage på at få svar på spørgsmål. Budgettet kommer lige som julen på fast tidspunkt hvert år og man burde have troet, at borgmesteren efter 8 år på posten ville være i stand til at lave en budgetproces der tilgodeser alle partier.

Et par bemærkninger til budgetforliget

På teknikområdet må vi konstatere, at de flotte ord som flertallet har haft om den kommende naturpark i deres optik kun udløser kr. 100.000,- i tilskud.

På skoleområdet er der ikke megen optimisme. I Dragør Nyt kunne vi erfare, at socialdemokraten rosende fortalte, hvordan socialdemokraterne vil støtte udviklingen af et ungeråd, men fakta er jo, at der kun afsættes kr. 10.000,- til dette. Alt, alt for lidt.

De penge der skal anvendes til inklusion tages direkte fra puljen på besparelser andet sted på samme børn. Dermed har flertallet skiftet side og ført Dragør kommunes fantastiske visioner for et inklusionsprojekt med fokus på faglig udvikling, til at blive et reelt besparelsesprojekt.

På fritids og idrætsområdet, brøster flertallet sig af, at skabe bedre vilkår for Hollænderhallen ved øget åbningstid, men kigger man nærmere i budgettet betyder det, at Hollænderhallen selv skal finde pengene. En Win Win situation vil flertallet formentlig kalde det. I konservativ øjne er det loose looese.

På institutionsområdet gør man det nu gratis at komme i ungdomsklubben. Det vil sige, at vi laver en lille eksklusiv fritagelse for kontigentbetaling og begrundelsen er, at det vil være lettere at fastholde de unge i klubberne, hvis ikke deres forældre skal betale hele kr. 125,-pr. måned. Det er helt tydeligt at de ikke har læst de budgetspørgsmål den konservative gruppe har stillet, da vi har spurgt forvaltningen om det er noget man ved/har undersøgt eller om det er noget man tror. Udmeldingen er, at der ingen viden er om dette. Når de unge ikke kommer i klubberne er løsningen ikke at gøre det gratis, men at stille kvalitetskrav til klubberne om, at de skal gå i dialog med de unge, gøre det attraktivt og arbejde med denne del af udviklingen og i øvrigt inddrage de unge selv i løsningsforslag. Løsningen er ikke den klassiske socialdemokratiske og socialistiske løsning, ikke at stille krav til brugeren. Det er rystende at se at Venstre fører en så rød politik.

På ældreområdet kunne vi være enige om del. Vi har mange af de samme budgetpunkter med, men må også konstatere, at flertallet er klar til at udskyde åbningen af de sidste pladser på Enggården, udskyde etableringen af de længe ventede rehabiliteringspladser, uagtet at det er tydeliggjort fra forvaltningen at vi har et stort pres på disse pladser og har behov for pladserne allerede fra starten af året.

Samtidig vil flertallet for at få budgettet til at hænge sammen spare på hjælpemiddelområdet. Det er trist læsning og vi vil i den konservative gruppe følge denne udvikling nøje, da vi har svært ved at se, hvordan vi kan spare på hjælpemidler. Hvilke borgere med handicap eller behov for hjælpemidler skal ikke have deres hjælpemidler til tiden??

En anden ganske alvorlig besparelse er, at partierne skærer i hjælpen om morgenen til de ældre der modtager hjemmepleje. For sølle kr. 100.000,- vil man skære 10 minutter af hvert besøg om morgenen. Ti minutter der går fra den omsorg, hvor de ældre skal op af sengen, få tøj på, komme sig og få lidt kaffe.

På anlægssiden er det bekymrende, at det igen går ud over ældreområdet i flertallets budget. Alle ved, at vi har nogle få boliger tilbage på Enggården der ikke er renoveret og der er tale om den afdeling der har de ældre svært demente boende. Her ønsker man ikke at anvende midler til at opgradere standardens så de svarer til de nye boliger og på denne måde er flertallet med til at skabe en a og en b model på vores omsorgscenter. Stærkt beklageligt og meget trist.

Afslutningsvis i forhold til jeres budgetforlig har I brystet jer af, at skabe bedre forhold for erhverhvslivet. I beskriver det som, at det at grundskylden nedsættes fra 2016 skaber bedre vilkår for erhvervslivet. Det er efter vores vurdering det rene vrøvl. Vi bliver på ingen måder en mere erhvervsvenlig kommune, fordi et flertal lægger en fiktiv skattenedsættelse ind i nogle overslagsår. Vi bliver attraktive hvis vi har klare og tydelige visioner for erhvervslivet, at vi gør det let at drive virksomhed, at vi sørger for mindst muligt kommunal byrokrati og ikke mindst støtter erhvervsrådet og ser at få ansat en chef med fokus på udvikling og vækst.

Men når vi er ved grundskylden giver det budget i har lavet jer alle mulighed for at være fritstillet i 2016 når man skal forhandle budgettet igen. Der er ingen med sin sunde fornuft i behold der tror på, at I mener at grundskylden skal nedsættes. Havde i ment det, havde i forpligtet jer til at gennemføre det allerede fra 2014 og det har I ikke. Det virker på os som, at det er en symbolsk betaling fra A til V for at kunne samles i forliget, og man kan undrer sig over, at Venstre ikke har presset sine forligspartnere mere til at gennemføre en reel nedsættelse af grundskylden.

Hvis vi kunne gennemføre de konservative visioner

Ved en konservativ ledet kommune og budgetforhandlinger, ville fokus være lagt helt anderledes. Det viser vores fremlagte budget med tydelighed. Lad mig blot fremhæve nogle få, men meget vigtige pointer fra vores budget.

Først og fremmest har vi afsat et reelt beløb til at understøtte udviklingen i Natur Park Amager. Det har vi gjort fordi det kan skabe en god sammenhæng til vores turismeindsats.

Vi har vist vejen og sagt at et ungeråd skal have de nødvendige midler for at kunne arbejde og derfor har vi afsat det beløb forvaltningen selv har foreslået. I øvrigt er vores vision, at et ungeråd skal arbejde dynamisk og få de unge i tale ved brug af de sociale medier og ikke gemmes væk bag rådhusets tykke mure. En naturlig tanke for os, som stiller med flere unge kandidater til valget og hvor det at tage ansvar for både unge og ældre er naturligt.

Vi vil gerne være med til at etablere et maritimt hus og har kun ros til ungdomsskolen for deres visioner og fremsynethed. Men vi mener ikke at der behov for en større anlægsudgift, da vi på havnen har et stort hus der er tomt og som er i god stand og kan anvendes nu og når vi så har lagt en samlet havneplan indtænker vi ungdomsskolen i denne. Det er sund fornuft og konservativ økonomi at fastholde kvalitet samtidig med vi får mest for pengene.

Vi har sat fokus på kulturen og vil gerne støtte kunsprojektet refleksioner. Det vil vi fordi de ved udstillingen i Hollænderhallen fik sat Dragør på landkortet, fik lavet super god branding og visionerne for sådanne projekter er gode og viser vejen til, hvordan vi kan arbejde med kulturudvikling i byen.

Vi afsætter pulje til styrket inklusion på daginstitutionsområdet og fastholder at inklusion ikke er en spareøvelse men en faglig udvikling og kvalitetsforbedring.

Vi sikrer at Enggården kan arbejde videre med den positive udvikling de er i og at de sidste pladser kan tages i brug. Vi har stor efterspørgsel på dem og kan ikke vente med at tage dem i brug. Det kan vi ikke være bekendt over for dem der mangler plads. Samtidig sikrer vi fuldt fokus på rehabilitering og har afsat midler til at det kan gennemføres med det samme. Både af hensyn til den enkelte borger der har brug for et rehabiliteringsforløb og fordi det er god sund fornuft og økonomisk ansvarlighed over for den kommunale økonomi.

Konservative har intet problem i, at der er brugerbetaling på Wiedergårdens aktivitetshus. Men vi mener det er at gøre grin med de ældre, at et flertal begynder at lave gratis ungdomsklub ud fra et forebyggende perspektiv og så fastholder brugerbetalingen på Wiedergården der i den grad har et forebyggende perspektiv på ældreområdet. Derfor stiller vi forslag om at ophæve brugerbetalingen.

Vi er også glade for, at vi har fundet penge til at renovere de kommunale legepladser. Godt nok i overslagsårene, men til gengæld gennemføres de over to år i stedet for 4.

Vi har valgt at nedsætte grundskylden allerede fra 2014 og vi mener at den skal nedsættes. Vi ønsker ikke at sende et signal om at vi gerne vil og så først lægge det ind i overslagsårene fra 2016. Nej, vi ønsker at vise borgerne at vi reelt ønsker en grundskyldsnedsættelse. Derfor sænker vi grundskylden i alle årene til 25,34 promille.

Vores finansiering af vores budget hænger fint sammen. Vi lægger op til, at direktionen fremlægger en effektiviseringsplan for hele organisationen. Det vil sige, at vi skal have vendt alle sten og se på om vi udnytter vores stordriftsfordele godt nok, at vi sikrer bedre ressourceudnyttelse og tilpasser hele forbruget. En øvelse der er sund at gøre med jævne mellemrum og bede om en effektivisering på 3,5 millioner ud af et samlet budget på over 900 millioner bør nok kunne lade sig gøre. Vi ønsker at sende et helt klart signal om, at ved en borgerlig konservativ ledelse vil der være fokus på effektiv drift, sammenhæng mellem indtægter og udgifter. Men uden at vi giver køb på at have borgeren i Centrum og fastholde en høj kvalitet i vores primære kommunale kerneydelser, en god omsorg for børnene, en stærk ældrepleje og ingen kaotisk styring.

Med disse ord vil jeg naturligvis anbefale kommunalbestyrelsens medlemmer at stemme for det konservative budgetforslag.