Styrkelse og udvikling af skolerne
Vi glæder os til sammen med børnene, de unge, forældre, personalet og ledelse at fortsætte den kvalitetsudvikling der er igangsat, også selvom alt i reformen ikke er optimalt. Men ved fælles samarbejde finder vi løsninger til gavn for Dragørs børn og unge.
Folketingets skolereform er nu nået et halvt år ind i sit første leveår. Der skal ikke være tvivl om, at implementeringen af folkeskolereformen har voldt problemer og giver udfordringer i kommunerne. Hvordan tilrettelægges den understøttende undervisning bedst muligt, hvordan sikrer vi bevægelse i hverdagen, hvordan udvikles samarbejdet mellem pædagoger og lærere og hvilke krav stiller reformen til fremtidens ledelse?
Nye beslutninger
Da kommunalbestyrelsen i marts 2014 vedtog rammerne for implementeringen af reformen, meldte vi også klart ud, at skoleåret 2014/2015 måtte være det år, hvor vi – udover at sikre den daglige undervisning – i fællesskab skal have fokus på og drøfte de beslutninger vi har truffet. Hvad virker rigtigt godt og hvilke beslutninger er der et stort behov for at ændre? I skoleåret har vi haft en tæt dialog med både personale, ledelse, samt børn og unge og har fået mange kvalificerede forslag til, hvordan vi kan gøre hverdagen bedre fra næste skoleår.
Derfor har ACOV netop vedtaget – efter en god høringsproces hos alle parter – at tilpasse flere af de beslutninger vi tog tidligere på året. Vi har taget beslutningerne nu, så ledelse og personale kan komme godt på plads med planlægningen af skoleåret 2015/2016. For os har det været vigtigt, at der fremadrettet ikke stilles firkantede krav til, hvordan fordelingen mellem lærere og pædagoger skal være i den understøttende undervisning, men at den tilrettelægges så det giver faglig god kvalitet. Vi har besluttet at give børnene mulighed for en lang spisepause på en time midt på dagen, så der også er tid til sociale relationer på tværs af klasserne, og samtidig skabe ordentlige forhold om det at spise sin frokost. Vi har besluttet, at det SFO personale der deltager i hverdagens undervisning skal være uddannet, og samtidig har vi skabt nogle klare og tydelige krav til et ensartet service- og kvalitetsniveau mellem kommunens skoler. Alt sammen ønsker der har været fra ledelse og personale og som nu skal implementeres.
Lokal arbejdstidsaftale
Samtidig med disse beslutninger har vi netop vedtaget en toårig arbejdstidsaftale mellem Danmarks Lærerforening og Dragør kommune. Et stort ønske fra skolerne. Vi har forskellige tilgange til at indgå en sådan aftale, men fælles for os er, at vi ønsker at fastholde fokus på muligheden for at skabe bedst mulig kvalitet i undervisningen og gode vilkår for personalet, så vi også i fremtiden kan rekruttere de bedste lærere og pædagoger til kommunen.
Ny ledelsesstruktur
Folkeskolen er på vej igennem et paradigme skifte. Ny faglig kultur, nye undervisningsmetoder, ændret krav til personalet. Det stiller krav til, at vi vurderer om den ledelsesstruktur vi har i dag er den rigtige. Vi har fokus på at sikre en nærværende ledelse, en sammenhæng til SFO området og styrket faglig ledelse til medarbejderne. Derfor drøfter Børn- Fritid- og Kulturudvalget også hvilken ledelsesstruktur, der vil være den rigtige fremover. BFKU forventer at kunne træffe en endelig beslutning i april måned om, hvilke modeller der kan være brugbare fremover. En sådan beslutning skal naturligvis i høring hen over foråret, inden vi træffer den endelige beslutning.
Vi glæder os til sammen med børnene, de unge, forældre, personalet og ledelse at fortsætte den kvalitetsudvikling der er igangsat, også selvom alt i reformen ikke er optimalt. Men ved fælles samarbejde finder vi løsninger til gavn for Dragørs børn og unge.
Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup (C), formand for Børn- Fritid- og Kulturudvalget
Allan Holst (A), Formand for By- Erhvervs- og Planudvalget