Rådgivende skoleudvalg og SFO
På Kommunalbestyrelsens møde i torsdags behandlede vi flere vigtige sager.
Alle sager som har stor betydning for os som borgere, både på den gode måde, som mindre gode måde.
Nyt rådgivende skoleudvalg
Ved valgperiodens start blev etableret et 17,4 udvalg der fik til opgave at være rådgivende over for det politiske system i forhold til de mange beslutninger der skal træffes om folkeskolereformen. Udvalget har arbejdet konstruktivt, ihærdigt og med mange gode input til det politiske system. Men på grund af den meget snævre tidsramme som regeringen har givet kommunerne i forhold til implementeringen har drøftelserne i udvalget haft mere karakter af faglig status, end at være på forkant og rådgivende.
Udvalget har bestået af politikere fra hvert parti, lærere, pædagoger, ledelse, elevrådsrepræsentant og skolebestyrelsesformænd.
Som formand for Børn, Fritids, og Kulturudvalget ønsker jeg en højere grad af input, indflydelse og rådgivning af eleverne, forældrene, foreningerne og erhvervslivet og andre interessenter. Derfor stillede jeg i august måned om, at udvalget skal styrkes og være langt mere rådgivende. Det har vi brug for, da skoleområdet ikke skal udvikles af politikere, men i et fællesskab mellem det fagprofessionelle personale, forældrene, eleverne, politikere og andre der har en interesse i skolen.
Der er nu vedtaget en ny sammensætning af udvalget fremover og et stærkere fokus på, hvordan vi over det kommende år, kan lade udvalget være langt mere rådgivende og med en strategi for arbejdet, der spiller godt sammen med den beslutningskadence der vil være om skolepolitiske beslutninger. Jeg glæder mig til samarbejdet i dette nye udvalg, hvor vi nu skal se fremad og det er dejligt at 14 ud af 15 medlemmer i kommunalbestyrelsen er enig.
Hovedgadens fritidshjem bliver til SFO
I forlængelse af skolereformens implementering blev det tydeligt at der ikke kan opretholdes et fritidshjem i kommunen. Et fritidshjem hvor personalet også er til stede i formiddagstimerne, men hvor børnene kommer senere og senere fra skole. Hvis vi skal sikre ordentlige personaleforhold og stillinger der er på fuld tid har det været nødvendigt at omdanne fritidshjemmet til SFO på lige fod med alle de andre SFO´ere i Dragør.
Konservative har sammen med A,V, O besluttet, at Hovedgadens SFO fortsat skal have fokus på det særlige pædagogiske tilbud som de hele tiden har haft. Hovedgaden har udover at være et fritidshjem også udviklet og varetaget særlige pædagogiske opgaver og det ønsker vi at fastholde.
Ved beslutningen i kommunalbestyrelsen var der intet nyt i den politiske drøftelse. Uanset hvad ACOV beslutter, vælger Liste T at gå i opposition. Trods at Liste T er enig i omdannelse af SFO ønskede Liste T sammen med AmagerListen, at vi politisk skal stille særlige krav til det pædagogiske indhold i hverdagen ved at lægge en lang række bindinger ind i organiseringen af det såvel det personalemæssige som pædagogiske indhold i hverdagen. Det ønsker vi ikke og jeg vil som udvalgsformand stærkt fratråde og advare imod, at vi som politikere begynder at kloge os på det pædagogiske indhold og metoder i arbejdet med børn. Det skal vi overlade til personale og ledelse at organisere ud fra børnenes behov. Som politikere skal vi lægge rammerne for institutionsdrift og lade dem der ved noget om det faglige om at udfylde disse rammer.
Som politikere har vi mange meninger og holdninger og gudskelov for dette. Men kan vi ikke skelne mellem politikernes opgave og så personalets og ledelsens faglige opgaver med at skabe god kvalitet i ydelserne til borgerne, vil det gå helt galt. Liste T ønsker vi skal detailstyre og derfor er jeg som udvalgsformand glad for, at samarbejdet mellem A,C,O,V har et andet perspektiv. Og jeg har som formand fuld tillid til ledelse og medarbejdernes faglige kompetencer.
Venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Formand for Børn, Fritids og Kulturudvalget
Konservativt Folkeparti