Et stærkt budget – Konservative er tilfredse

Torsdag aften blev der indgået forlig om budgettet for 2015-2018 mellem Konservative, Socialdemokraterne, Venstre og DF.

Et budget vi som Konservative er godt tilfredse med og hvor der er tydelige Konservative fingeraftryk. Vi vil gerne sige tak til de øvrige tre partier for et rigtigt godt forhandlingsforløb med konstruktive drøftelser, hvor alle var klar til at give og tage, men med fokus på Dragørs behov.

Økonomisk ansvarlighed

Kassebeholdningen vil fremadrettet, med det vedtagne budget, være på +80 millioner i alle årene. Det har været vigtigt for Konservative, at vi fastholder dette fokus. Samtidig er der i budgettet indlagt en forventning om effektivisering af hele kommunen, hvilket vil være en opgave som direktionen skal løse i løbet af vinteren/foråret 2015, således at det kan komme til politisk behandling i sommeren 2015. Med andre ord, vi ønsker en grundig gennemgang af vores strukturer, organiseringer, forbrug, med henblik på, at vedtage en langsigtet og økonomisk ansvarlig plan for Dragør fremadrettet.

Skat og grundskyld

Regeringens skattepolitik medvirker at Dragørs borgere vil få stigende grundskyld. I budget 2015 har vi sikret en nedsættelse af grundskylden, så borgerne fremadrettet ikke skal betale mere i skat. Det har været vigtigt for Konservative at sikre dette, men arbejdet stopper ikke her. Det skal i Folketinget sikres at skattesystemet ændres og det arbejder Konservative benhårdt for.

Børn og unge

I forbindelse med implementering af skolereformen har vi allerede ydet ekstra bevillinger. I budget 2015 sikrer vi, at alle lærere fremadrettet opgraderes på IT området, hvilket ikke har været muligt med de hidtidige bevillinger, da vi indtil nu har anvendt 1,4 millioner til udbygning af den IT mæssige infrastruktur.

Samtidig er vi glade for, at vi fortsat har fået sikret, at Dragørs skoler fremadrettet skal have 8 spor og dermed sikrer vi den laveste klassekvotient som er muligt og den mest hensigtsmæssige organisering, hvilket ikke var tidligere flertals plan for skoleområdet. For at fuldende skolerenovering har vi fastholdt de afsatte midler til løbende renovering, svarende til tre skoler i 2016 og etableringen af parkeringsarealet ved St. Magleby skole.

Det er sikret, at vores daginstitutioner fortsætter som hidtil og der ikke sker personalemæssige forringelser. Vi har sikret, at der afsættes midler i 2015 til renovering af legepladserne i institutionerne, så de dels er sikre og dels fremmer børnenes leg og motorik. Vi er meget tilfredse med, at vi fortsat har mulighed for at skabe institutioner med høj faglig kvalitet.

Igennem flere år har der været et stort ønske fra mange unge om at etablere en skate og multibane til unge i Dragør og det har tidligere været et konservativt ønske. I 2015 gennemføres dette og vi vil sikre, at det sker i samarbejde og med høj inddragelse af de unge i Dragør.

Ældreområdet

Vi styrker indsatsen for ældre med demens på Enggårdens omsorgscenter og ophæver brugerbetalingen på såvel daghjem som Wiedergården. Det ligger fint i forlængelse af, at vi ønsker at styrke det frivillige arbejde og anerkende dette.

Kommunen står over for store udfordringer på sundhedsområdet med implementering af regeringens sundhedspakker. Vi er i gang og godt på vej, men har afsat yderligere midler til dette i årene fremover.

Trafiksikkerhed

Trafiksikkerheden tages alvorligt ved at vi fremskynder etableringen af fortov på Stationsvej til udførelse allerede i 2015. Vi ønsker at sætte yderligere fokus på adfærden i trafikken ved at rejse en trafikpolitisk drøftelse. Vi får ikke sikker trafik ved at kun at etablere bump, mv, men ved i høj grad ved at skabe vilkår der gør, at vi alle tænker over, hvordan vi begår os i trafikken og selvfølgelig giver mulighederne for bedre og sikker trafik for alle aldergrupper.

Turisme, erhverv og kultur

Konservative ønsker at vi får implementeret en god erhvervspolitik der har et overordnet mål om, at det skal være let at være erhvervsdrivende i Dragør. Den kommer nu og vi styrker indsatsen ved at ansætte en erhvervs og turist koordinator i Dragør. På turisme området skal vi støtte op om de frivillige ved at kommunen tager ansvar for at professionalisere turismeindsatsen. Det er der bred enighed om og vi vil sikre, at denne proces igansættes snarest.

Vi har sammen med A,O,V skabt et ansvarligt budget for årene fremover med en stærk kassebeholdning. Vi har sikret nogle relevante udvidelser af vores tiltag på de områder de områder som er vigtige og ud over dette sikrer vi, at der nu sættes fokus på effektivisering i årene fremover, så vi styrker den økonomisk styring.

Venlig hilsen

Kenneth Gøtterup

Birgitte Brix Bendtsen

Den Konservative byrådsgruppe