Lad os få udviklet erhverv og turisme

Derfor er det også afgørende, at vi i Dragør afsætter de tilstrækkelige midler i budgettet til at ansætte en erhvervs og turistchef der sammen med private aktører kan koordinere og udvikle hele indsatsen for både erhverv og turisme. Vi har talt længe nok, nu skal der handling til, hvis vi vil være en attraktiv erhvervs og turist kommune.

Lad os få udviklet erhverv og turisme

I denne og tidligere valgperioder har vi diskuteret erhvervs og turismeudvikling. Det eneste der fra kommunal side er kommet ud af det, er at man skal lede længe på kommunens hjemmeside for at få oplysninger om turismen og alle politikere taler om at vi skal skabe bedre vilkår for erhvervet, men der sker knap så meget.
Erhvervsudviklingen

Først og fremmest tak til Dragør Erhverv der fik stiftet sig selv. Konservative har fulgt udviklingen og er meget glad for de initiativer i tager. Men erhvervsudvikling kan ikke løses af en erhvervsforening alene. Det handler om, at kommunen skal gå hånd i hånd med erhvervslivet. Vi ønsker en langt mere innovativ politisk styring af erhvervslivets muligheder i Dragør. Vi skal have afløst de mange skåltaler med konkret handling. Konservative har løbende sat fokus på erhvervslivets vilkår og vil fortsætte dette arbejde fremadrettet. Skal vi have en erhvervspolitik og udvikling der virker er det afgørende, at vi prioriterer indsatsen. Først og fremmest skal vi give håndslag på, at Dragør erhverv er en væsentlig aktør og samarbejdspartner. Dernæst skal vi sikre, at der til alle andre af kommunens politikområder tænkes i erhverv når man drøfter og vedtager politiker. Hvilken rolle kan erhvervslivet spille og hvordan kan andre områder understøtte en erhvervsudvikling. Samtidig bør kommunalbestyrelsen i samarbejde med erhvervslivet udpege et antal temaer der skal sættes særlig politisk bevågenhed på, og som skal løses.

Vi foreslår konkret, at man i en erhvervsudvikling har fokus på temaer som, hvordan skal vores erhervsområder udvikles over de næste 10 år. Hvilken type erhverv foretrækker vi i Dragør. Hænger infrastrukturen sammen, hvilke vækst mål har vi og arbejder vi efter dem, hvordan støtter vi som kommune iværksætteri, samspillet mellem erhverv og kultur og fritidslivet, samt hvilken service yder vi til virksomhederne. Alt sammen temaer som har en afsmittende effekt på de erhvervsdrivendes vilkår.

Turismeindsatsen

Som en erhvervsudvikling ikke kan stå alene, skal der langt mere fokus på turisme. Kommunalbestyrelsen fik på vores budgetseminar et meget inspirerende oplæg fra direktøren fra Videnscenter for kystturisme. Vi skal lade os inspirere af andre kommuners erfaring og vi skal slippe vores angst for at kaste os ud i noget nyt som kommune. Turisme indsatsen i dag er i høj grad baseret på frivillig arbejdskraft. Det er fantastisk at vi som borgere engagerer os, men frivillig arbejdskraft på et så væsentligt område for en kommune gør det ikke alene. Vi skal lade den frivillige arbejdskraft gå hånd i hånd med en professionaliseret viden. Først og fremmest skal vi gøre os det klart hvor meget turisme vi vil have, dernæst hvilken type turisme og hvordan udnytter vi årstiderne forskelligt til at få forskellige turister til Dragør.

Konservative ønsker en turismeindsats hvor vi som kommunalbestyrelse lægger de overordnede visioner og rammer. En frisk start med en tydelig vision, tæt involvering af alle parter og en ny måde at arbejde på.

Og samtidig et reelt samarbejde mellem alle aktører, turisterhvervet og kommunalbestyrelsen i en stærk, samlet organisation, hvor man glemmer alt om intern konkurrence og gammelt nag.

Det bør være grundlaget for en ny, ambitiøs turismestrategi for Dragør der skal skærpe vores profil som attraktiv by at besøge som turist.

Det er på tide, at arbejde tættere sammen om at realisere det store potentiale vi har i Dragør. Vi skal indse, at vi er i konkurrence med mange andre skønne byer i Danmark, men også udnytte det potentiale der er ved at vi ligger 12 km fra hovedstaden.

Vi skal have nedsat en taskforce af erhvervsliv, aktører inden for turisme, frivillige med videre der kan udarbejde en implementeringsplan. Vi skal turde gå nye veje og slippe den politiske detailstyring, og iværksætte de tiltag private initiativer frembringer. Vi skal være helt tydelige på, hvilke særlige forhold Dragør har der kan tiltrække turisme og her er det ikke nok, at vi kigger på det med egne øjne. Vi skal have professionelle til at være med til at udvikle en plan for implementering af turisme.

Derfor er det også afgørende, at vi i Dragør afsætter de tilstrækkelige midler i budgettet til at ansætte en erhvervs og turistchef der sammen med private aktører kan koordinere og udvikle hele indsatsen for både erhverv og turisme. Vi har talt længe nok, nu skal der handling til, hvis vi vil være en attraktiv erhvervs og turist kommune.

Venlig hilsen

Kenneth Gøtterup,
Borgmesterkandidat
Karsten Molander,
Kandidat til kommunalbestyrelsen