En bombe der eksploderer i Borgmesterens hænder

På sidste kommunalbestyrelsesmøde besluttede skoleflertallet, at bevilge penge til den rådgiver der skal stå for udbud af byggeriet i den store skolereform. Umiddelbart inden mødet havde enkelte politikere hørt rygter om, at Arbejdstilsynet havde givet kommunen et påbud om at bringe indeklimaet i orden på St. Magleby skole, men under sagens behandling oplyste Borgmesteren, at han ikke kendte noget til dette.

Hvad er fakta

Efter at have undersøgt sagen har det vist sig, at kommunen i juli 2012 modtog et skriftlig påbud fra Arbejdstilsynet med besked om, at sikre passende luftkvalitet og at påbuddet skal være efterkommet senest den 15. Oktober 2012. Af Arbejdstilsynets rapport fremgår det ”Arbejdstilsynet så to klasser, hvor der i den ene var 18 elever og den anden flere. Arbejdstilsynet vurderer, at der ikke er et passende luftskifte i lokalerne og at luften ikke kan skiftes tilstrækkeligt ved naturlig ventilation med de nuværende udluftningsmuligheder. Utilstrækkeligt luftskifte kan føre til indeklimagener for de ansatte i form af træthed, hyppigere hovedpiner og dårligere koncentration. I forlængelser heraf er det arbejdstilsynets vurdering, at udlulftning gennem vinduer i løbet af selve undervisningstimerne i en stor del af året vil give anledning til kulde og træk.” Kommunen har valgt at påklage afgørelsen.

Arbejdstilsynet vurderer jo alene medarbejdernes forhold, men da indeklimaet kan føre til gener for de voksne, kan man selv regne ud, hvordan det påvirker børnene.

En udmelding der udfordrer skolereformen.

Arbejdstilsynets udmeldinger kommer temmelig upassende for skoleflertallet når de skal gennemføre deres skolereform og kommende byggeri. Et byggeri de har afsat kr. 45 millioner til selvom arkitekterne mener, at et fornuftigt byggeri koster i omegnen af kr. 75-80 millioner. Påbuddet fra arbejdstilsynet lægger en bombe under flertallets budget, da det nu skal vurderes, hvordan man vil løse indeklimaproblemet, når åbning af vinduer ikke er en holdbar løsning. Mekanisk ventilation både i nuværende bygning men også i et nybyggeri koster et stort beløb der gør, at skoleflertallets byggeprojekt har endnu svære kår. Og det er ikke særligt godt, når deres byggeprojekt i forvejen ikke hænger sammen økonomisk, er beskåret og forringet. Med andre ord sidder borgmesteren med en tikkende bombe i sine hænder, som han nu skal håndtere.

Borgmesterens manglende overblik

Borgmesteren skal nu til at finde ud af, hvordan han vil håndtere sagen og den proces han og hans flertal har stemt igennem. Det interessante er, at det politiske system ikke er blevet orienteret om Arbejdstilsynets påbud før end Konservative spørger til de rygter vi hørte den 25. Oktober 2012. Borgmesteren har ganske enkelt ikke udvist det politiske lederskab der med rette kan forventes af den øverste politiske chef og sikret et tilstrækkeligt oplysningsniveau i skolesagen. Vi har over sommeren drøftet skolereformen uden at være vidende om Arbejdstilsynets påbud. Det er og bliver Borgmesterens politiske ansvar, at sagerne er tilstrækkeligt belyst og et ansvar han ikke har levet op til i denne sag. Det er utilfredsstillende, at Borgmesteren ikke sikrer, at vi som politikere orienteres tilstrækkeligt.

Når skoleflertallet lige om lidt hjemtager et lån på kr. 60 millioner til deres byggeri, må vi håbe, at Borgmesteren har fundet ud af, hvordan arbejdstilsynets påbud skal håndteres, så der ikke kommer yderligere overraskelser. Vi, der ikke er enige i skolereformen, vil blive ved med at spørge.

Venlig hilsen

Kenneth Gøtterup,

Borgmesterkandidat, Konservative