Forslaget til kommuneplan: Hvor skal de kommende ældre bo?

Der mangler en samlet plan for udvidelse af boligantallet. 

Det er en af de konservatives mærkesager at arbejde for at sikre gode boliger til ældre medborgere, for hvem huset og haven i Dragør er blevet for stort og besværligt, men som gerne vil blive i kommunen med alle dens herligheder.

Kommunen bør derfor efter min mening arbejde strategisk og målrettet på at skaffe muligheder for et øget antal ældreegnede boliger. Da der ikke kan skabes nye boligområder i kommunen, skal der noget andet til, for at vi kan tilbyde gode boligforhold til de kommende års mange ældre.

Enkeltsager

I forslaget til kommuneplan, som er i offentlig høring i øjeblikket, har man på forhånd fravalgt muligheden for planmæssigt at ’fortætte’ eksisterende parcelhusområder ved at indføre flere boligenheder i form af tæt/lave enklaver i stedet for parcelhusene på de store grunde.

Derved kommer bedre udnyttelse af vores boligområder alene til at ske som enkeltsager vedr. for eksempel dobbelthuse eller udnyttelse af en tagetage hist og pist, i stedet for efter en plan, der på forhånd er gennemtænkt og diskuteret. Det synes jeg er synd.

Strategi

Jeg så gerne, at der i kommuneplanen indskrives en strategi om at ville anvende byfortætning (altså større udnyttelse af parcelhusområderne) som middel til i velovervejet takt at bygge ældreegnede tæt/lave boliger, hvor det er muligt.

I forslaget til kommuneplan er beskrevet de argumenter imod dette, der tidligere har været fremført i den offentlige debat: Tæt/lave enklaver vil være for radikal en ændring af områdernes særpræg, som bør fastholdes, hedder det. Med andre ord: et parcelhuskvarter er et parcelhuskvarter, og det skal der ikke laves om i. Men hvad så, når befolkningens behov ændres?

Nytænkning ønskes

Jeg er rigtig ked af, at der ikke må nytænkes i disse kvarterer til gavn for mangfoldigheden og borgerne. Jeg mener, at der bør laves en gennemtænkt plan med det mål at skaffe flere ældreegnede boliger. Lur mig, om ikke nye, spændende og funktionelle boligformer over tid vil blive elsket lige så højt som de nuværende parcelhuse. Mange af disse var vist også nytænkte, da de blev opført.

Så lad os få indskrevet i kommuneplanen, at parcelhuskvartererne bør udnyttes bedre, og at der vil blive lavet en lokalplan for byfortætning, der kan muliggøre tæt/lav, ældreegnet bebyggelse i de områder, hvor det lovgivningsmæssigt kan lade sig gøre.

Hvad efterlyser de ældre?

Jeg vil gerne rejse endnu en debat om dette emne, nu hvor kommuneplanen er til offentlig høring – og spørge de borgere, der inden for en snarlig fremtid bliver ’ældre’: Hvilke alternativer vil I gerne have, hvis Jeres hus en dag bliver for stort. Hvad er Jeres behov?

Jeg synes, kommunen har pligt til at se realistisk på borgernes ændrede behov og planlægge langsigtet til opfyldelse af dem.

Venlig hilsen

Signe Justesen