Åbenhed og at tage borgerne alvorligt
Med din personlige stemme, garanterer Det Konservative Folkeparti ordentlige beslutningsprocesser, åbenhed og reel borgerinddragelse i et bredt samarbejde, gerne med blandt andet Venstre.
Den 11/6 2009 var der ikke så længe til valget, for fire år siden. Derfor lancerede borgmesteren et borgerpanel, og som DF triumferede på deres hjemmeside: “Nu vil man lytte til borgerne”. En eneste spørgerunde blev gennemført.
Borgmesteren blev som bekendt genvalgt, og så kunne det med at lytte til borgerne være lige meget. Skole- og SFO-struktur og inklusion er blandt de gennemførte beslutninger, uden at man har lyttet til borgernes advarsler, eller ladet sig påvirke af sagkundskaben.
Sikke et spild af penge, at få dette borgerpanel oprettet, og hvilken narresut at give vælgerne.
Efter valget
Efter valget på tirsdag har vi forhåbentlig en konservativ borgmester med et stabilt flertal bag sig. Det vil give reel borgerinddragelse, hvor der bliver lyttet til de mange kompetente kredse i Dragør.
- Det skal være slut med lukkede bilag, når sandheden er ubekvem for borgmesteren (jvf. lukkede bilag om OPP).
- Det skal være slut med at holde oplysninger af væsentlig betydning borte fra den politiske proces, blot fordi det kan forstyrre glansbilledet (jvf. manglende information om indeklimapåbud på St. Magleby Skole).
- Det skal være slut med at fifle med budgetterne, så det ser ud som om man lægger mange flere penge i et område op til valget, men reelt blot delvist udligner tidligere planlagte besparelser (jvf. skoleområdet) og det skal være slut med kammerateri som vi har set ved forskelsbehandling af foreninger.
Efter valget
Med din personlige stemme, garanterer Det Konservative Folkeparti ordentlige beslutningsprocesser, åbenhed og reel borgerinddragelse i et bredt samarbejde, gerne med blandt andet Venstre.
Med venlig hilsen
Jerrik Walløe Karsten Molander
Konservative kandidater til kommunalvalget