Erhvervsudvikling af Dragør havn 2015
På torsdagens økonomiudvalgsmøde fremsatte Venstre, Konservative Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti et fælles forslag om videre erhvervsudvikling af Dragør havn.
Der har i den seneste tid været megen aktivitet på den gamle færgehavn. Her har første etape af den såkaldte tænketanks forslag været igangsat. Tænketanken udarbejdede i 2007 et storstilet projekt til udvikling af Dragør havn.
Her har første skridt været, at rive de gamle færgebygninger ned for at skabe plads til en buslomme for turistbusser, ny belægning og afstribning af båse på parkeringsareal, toiletfaciliteter og et nyt skater areal til byens børn og unge.
Forslaget der bliver behandlet videre først i det nye år, lægger op til, at forvaltningen kommer med et udkast til udbud af det østlige byggefelt i Lokalplan 70 for Dragør Havn. Dette vil blot være første skridt i udviklingen af havnen, da der i forslaget også blev fremsat et ønske om at der efterfølgende vil blive arbejdet videre med en udvikling og udbud af det vestlige byggefelt i selvsamme lokalplan, senere på året.
De fire partier ser frem til at tage endnu et skridt i udviklingen af Dragør og glæder sig over samarbejdet i konstitueringen mellem de landsdækkende partier. Politisk samarbejde og vilje til sammen at tage gode beslutninger, er essentielt for en sund og god udvikling af vores by.
På mødet bakkede Amagerlisten forslaget op. Kun liste T ønskede ikke at tilslutte sig forslaget om udvikling af Dragør Havn.
Eik Dahl Bidstrup (V) Borgmester
Kenneth Gøtterup (C) formand for Børn, Fritid og Kulturudvalget
Allan Holst (A) formand for By, Erhverv og Planudvalget
Morten Dreyer (O) formand for Social og Sundhedsudvalget