Hvorfor lave noget om som fungerer?
I den seneste tid har både Socialdemokraterne og Venstre i Dragør talt varmt for ind- og udskolingsskoler. De pakker dette verbalt ind i lyserødt gavepapir med diverse plus-ord og med løfter om at det giver endnu bedre kvalitet.
I dag har vi velfungerende helhedsskoler i Dragør, hvor børnene går på den samme skole fra 0. til og med 9. Klasse, faseopdelt i indskolingstrin, mellemtrin, og udskoling. Det har vi rigtig gode erfaringer med i Dragør; for der er både høj trivsel, højt karaktergennemsnit, rummelighed, og et skole-hjem- og forældre-samarbejde som har optimale vilkår. Og vi gør det til en meget lav udgift.
Så hvorfor lave det om?
Det er jo altid godt at se en sag fra flere sider, men for at kunne vælge det bedst mulige må man nødvendigvis indsamle fakta, og foretage en kvalificeret sammenligning af hvad der er godt og mindre godt. Vi bør bevare det som fungerer godt, og kun lave om på det der behøver at ændres.
Derfor er det et rigtigt dårligt udgangspunkt at pludselig gå ensidigt efter en bestemt løsning, og så støtte sig op af en redegørelse med det facit som man selv har bedt om. Det bliver noget kluns. Men det er faktisk det der lige nu er ved at ske på skoleområdet.
Hvad er vigtigst: Kvalitet eller kvantitet?
I den seneste tid – og så sent som i forrige Dragør Nyt – har både Socialdemokraterne og Venstre i Dragør talt varmt for ind- og udskolingsskoler. De pakker dette verbalt ind i lyserødt gavepapir med diverse plus-ord og med løfter om at det giver endnu bedre kvalitet. Problemet er bare – og det kom til at stå skærende klart ved KB-mødet – at den nu vedtagne belysning af ind- og udskolingsskoler i Dragør ikke handler spor om kvalitet, men er et volumenstudie som udelukkende handler om kvantitet og økonomi – kan man mon udbygge skolerne mindre og derved billigere? Og behovet for udbygning er jo et faktum når der i 2012 er 3 skolebygninger i stedet for 4.
Det er fair nok at få dette belyst, men det skal foregå på en sober og sammenlignelig måde.
Det er altså ikke en evaluering af de nuværende faseopdelte skoler der ligger til grund. Og så må alle plus-ordene nødvendigvis droppes når det jo ikke er kvalitet som belysningen ind- og udskolingsmodellen handler om. Ingen belysning af kvalitetsmæssige fordele og ulemper, og ikke et ord om hvad der er en god skole. Og der er heller ingen involvering af skolernes Pædagogiske Råd eller Fælles Skoleråd.
Med andre ord: vi får altså kun en halv belysning, hvilket igen betyder en forfejlet proces.
Med venlig hilsen,
Uffe Jacobsen og Kenneth Gøtterup
Konservative byrådsmedlemmer