Man skal ikke sælge skindet før bjørnen er skudt

I sidste uge blev der på TV2 Lorrys hjemmeside offentliggjort, at Dragør kommune fra 2021 skal betale kr. 45 mio. mindre i udligning og de positive tilkendegivelser på de sociale medier kom hurtigt. Var Dragørs økonomi reddet? Lige så klar udmelding er kommet fra den øverste administrative ledelse med en konklusion til politikerne om, at det ikke ændrer på kommunens samlede økonomiske udfordring og de besparelsesmål der tidligere er meldt ud, er fortsat gældende.

Udligningsreformen

Den nye udligningsreform blev vedtaget i april 2020 og ligger fast. Her skal stort set betale det samme som tidligere år. Altså en status quo der ingen praktisk betydning har for økonomien i Dragør. Men hvordan kommer Lorry så frem til at vi skal betale kr. 45 millioner mindre.

Hvad er op og ned

Der er primært to ting der ændrer sig væsentligt i 2021. For det første falder Dragørs skatteindtægter med kr. 26 mio. Det andet tal som er ændret markant er, at vores nettoudgift til udligning. Vi havde forventet, at skulle betale ca. 120 mio. kr. i udligning, men dette tal er markant anderledes, idet vi kun skal betale ca. 56 mio. kr. Vores samlede budget for 2021 er således forbedret med ca. 38 mio. kr.

På mange måder lyder dette jo godt for Dragør og man ser frem mod lysere tider. Men den markant lavere udgift til udligning dækker over, at der i økonomiaftalen, er givet et væsentligt større bloktilskud i 2021, end tilfældet var i 2020. I alt stiger tilskuddet fra staten til landets kommuner med omtrent 17,7 milliarder, svarende til cirka kr. 3008 per borger. Den store stigning skyldes i høj grad de øgede udgifter i forbindelse med corona krisen. Her har man både øget serviceloftet, anlægsloftet, tilskud til øgede beskæftigelsesudgifter og andre tilskud usædvanligt meget, for at undgå en økonomisk krise og sikre, at kommunerne ikke lider store tab i forbindelse med COVID-19 krisen.

Hvis der ikke havde været en meget stor stigning i bloktilskuddet som følge af corona krisen, så ville vores udgifter til udligning have været ca. 44 mio. kr. større, og vi ville så samlet set have oplevet en lille reduktion i vores budget. Dette skyldes primært den lavere indtægt fra skatteudskrivning. Det er endvidere vigtigt, at have for øje, at de ekstra midler pga. corona krisen bygger på en forventning fra ministeriet om at der er ekstra udgifter til os i samme størrelsesorden. Og Qua den særlige udfordring Dragør er i med mange borgere der er udsat for ledighed i bl.a. lufthavnen vil vores udgifter stige tilsvarende.

Der bør ikke være en forbrugsfest og udfordringen er den samme

Det er positivt for Dragør, at vi får dækket kommunens merudgifter og afledte konsekvenser i 2021 i forlængelse af Corona krisen. Det kan lyde forjættende, at vores budget vokser med ca. 38 mio. kr. Men da det øgede bloktilskud i 2021 skal anvendes til at dække corona afledte udgifter, så er vores økonomiske situation samlet set uændret. Det betyder at Dragør kommune stadig skal sikre, at vi fra 1. januar 2021 har fundet besparelser for kr. 34 mio. (de kr. 7 mio. er fundet i april). Og vores kassebeholdning målt efter 365 dages reglen som er ministeriets krav er faretruende lavt i juni måned med en beholdning på kr. 13,5 mio. som er under det krav ministeriet stiller, og med en forventet beholdning på kr. 19,5 mio. med udgangen af december måned. Og dette kun under forudsætning af, at alle budgetposter overholdes i 2020.Hvis vi overskrider budgettet udhules kassebeholdningen endnu mere.

Så samlet set kan vi på den ene side ånde lettet op over, at vi ikke får en forværret økonomi pga. corona krisen da vi kompenseres i 2021, men kommunens økonomi er stadig svært udfordret, intet er forandret og alle partier skal i arbejdstøjet for at finde mindst kr. 27 mio i besparelser.

Venlig hilsen

Kenneth Gøtterup

Medlem af kommunalbestyrelsen

Konservative