Museumsdriften i Dragør er sikret

Men det stiller krav til moderne organisationsdrift og ledelse

Hvad er gået forud

Ved budgetforliget for 2007 besluttede konservative sammen med socialdemokraterne og Pia Osbæk, at neddrosle det kommune tilskud til museerne. Motivationen for denne beslutning var for konservativt folkeparti begrundet i flere forhold. Dels var der behov for en generel besparelse på den kommunale drift, dels var det konservatives opfattelse, at det var mere hensigtsmæssigt at have 1 museumsforening frem for 2. I en kommune med 13.000 borgere er det vores opfattelse, at der i forbindelse med generelle driftsbesparelser må vurderes, hvor der kan effektiviseres og her var et årligt kommunalt tilskud på kr. 2,4 million til museerne et naturligt sted at spare, i stedet for, at der skulle findes besparelser på fx ældrepleje eller lignende.

Protesterne

Både før og efter budgetvedtagelsen var protesterne mod dette højlydte. De fleste kritikpunkter gik på, at museerne ville miste deres statsanerkendelse, hvilket ville være katastrofalt for såvel Dragør som den kulturarv vi har i byen.

Man kunne have forventet, at når budgettet var endeligt vedtaget efter gældende demokratiske regler i kommunalbestyrelsen, at protesterne var aftaget. Dette havde givet ledelse på museerne samt bestyrelserne en arbejdsro til at gå ind i opgaven om at sikre 1 museumsforening med de udfordringer der ligger i at fusionere to organisationer, bl.a. efter moderne ledelsesprincipper for forandringsledelse.

I stedet så vi at protesterne fortsatte, at museerne i pressen gav udtryk for deres bekymring, at de sørgede for happenings med at åbne museerne midt i den periode hvor de havde besluttet sig at holde lukket og hvor alle tilknyttede personaler i stedet omdannede museerne til sovende museum.

Et gammelt ordsprog siger, at når forandringens vinde blæser, bygger nogle vindmøller og andre læhegn. Nu er tiden kommet til at læhegnene skal rives ned og vindmøllerne skal bygges til gavn for et samlet museum i Dragør.

Museerne er sikret statsanerkendelse

Bekymringen for at museerne vil miste deres statsanerkendelse har vist sig at være unødig. Den 16. november 2007 fremsendte Kulturarvstyrelsen en afgørelse til Dragør kommune, hvor det fremgår “Kulturarvstyrelsen anerkender Dragør kommunes handlingsplan og anbefaler at initiativer iværksættes……Herunder er det væsentligt for opretholdelse af statsanerkendelse, at museerne fusioneres med virkning fra 1. januar 2008”. Med andre ord har flertallets beslutning om effektivisering af museumsdriften ikke haft de konsekvenser som ellers er fremført af dem som har været uenige i beslutningen, men ikke mindst er den politiske beslutning blåstemplet som bæredygtig beslutning af Kulturarvstyrelsen.

En moderne organisation

Kulturarvstyrelsen skriver også, at den reducerede åbningstid kan være bekymrende og at dette må følges tæt og kan få konsekvenser for besøgende. Ledelsen af de 2 museer har nu en stor udfordring i, at de fortsat udvikler deres museer til at være en moderne bæredygtig organisation, hvor ressourcerne udnyttes bedst muligt. Dette stiller krav til ledelse i en fusionsproces med de 2 foreninger, til forandringsledelse og danne organisatoriske rammer, hvor kerneydelsen skal være i fokus. Dette vil vi fra konservativ side give garanti for, at vi støtter op om og er sikre på, at resten af kommunalbestyrelsen nu ser frem ad i forhold til at støtte og udvikle en ny samlet museumsforening i Dragør.

Venlig hilsen

Asger Larsen 1.viceborgmester

Kenneth Gøtterup, medlem af C