Nødvendige driftsbesparelser
C deltager på ansvarlig vis – også i at træffe de upopulære beslutninger.
– Skiftende flertal fandt 16 mio i går.
KB vedtog i går en række budgetbesparelser over alle udgiftsområder på i alt 16, 213 mio. kr. for 2010, som en helt nødvendig brandslukning af kommunens overophedede økonomi. Det gik ikke helt op for mig, hvorfor denne øvelse ikke er en ”genåbning af budgettet”, men en ’tilpasning’, som borgmesteren udtrykte det, og borgmesterens forklaring var noget tynd efter min mening.
Det havde naturligvis været sjovere at skulle fordele 16 mio. end at skulle finde besparelser for dette beløb. Og retorikken var da også oppe i det høje toneleje hos dem, der havde lovet guld og grønne skove i valgkampen. Men det er helt og ubetinget nødvendigt at sænke udgiftsniveauet i Dragør for at få driften til at hænge sammen, så vi ikke fortsat skal se røde tal på bundlinjen hver måned.
Besparelserne blev fundet blandt en række forslag fra forvaltningen, og som ’ny i klassen’ er det glædeligt for mig at se, at besparelserne blev vedtaget med skiftende flertal. Den konstituerende blok er altså ikke helt så sammentømret, som nogen kunne frygte. Personligt mener jeg, det ville have været mere fornuftigt at spare hele det foreslåede beløb på 18,9 mio. kr., nu vi var i gang – pengene skal findes under alle omstændigheder. Men der var områder, hvor også vi i C prioriterede og stemte imod en besparelse, for eks. på leje af barnevogne til dagplejen og rengøring til de ældre.
De 16 mio. er første skridt i en mere omfattende genopretningsplan, der også omfatter øget fokus på økonomistyringen, effektivisering af opgaveløsningen i kommunen og udskydelse af en række anlægsinitiativer. C deltager på ansvarlig vis – også i at træffe de upopulære beslutninger.
Næste store slag skal slås i maj, hvor budgettet 2010 revideres igen.
God Påske
Signe Justesen