Det rådgivende skoleudvalg runder af

Ved konstitueringen for denne valgperiode blev der nedsat et §17,4 udvalg som fik til opgave, at være rådgivende over for kommunalbestyrelsen i forhold til udvikling af Dragørs skoler, set i lyset af den nationale folkeskolereform. Udvalget har bestået af repræsentanter fra Kommunalbestyrelsen, ledelse på skolerne og SFO, lærere, pædagoger, forældre og ikke mindst elever. At have et udvalg der over en længere periode skal være rådgivende over for kommunalbestyrelsen er nyt for Dragør.

Udvalgets arbejdsform

Udvalget ændrede efter det første halve år arbejdsform. Den traditionelle måde at arbejde på i nedsatte udvalg virkede ikke, hvis vi ville tage vores rådgivende forpligtigelse alvorligt. I stedet blev fokus ændret til åbne borgermøder med eksterne oplægsholdere. Udvalget har haft i alt 5 åbne borgermøder og har efterfølgende fremsendt indstilling til kommunalbestyrelsen om, hvad det anbefales at have politisk fokus på. Temaerne der har været behandlet har været.

Den varierede skoledag

Overordnet havde dette tema fokus på at belyse nye og anderledes måder at organisere en skoledag på. Folkeskolereformens overordnede målsætninger er, at alle elever skal blive så dygtige, som det er muligt, hvorfor det er væsentligt at drøfte, hvordan skolens læringsmiljøer og læringsaktiviteter organiseres og tilrettelægges, således at disse målsætninger realiseres. Skoleleder John Larsen fra Eggeslevmagle Skole i Skælskør holdt oplæg om måden, hvorpå dagligdagen kan organiseres i et anderledes perspektiv.

Udvalget anbefalede at der bør foreligge en skolepolitik for hvad kommunen vil med skolernes profil, herunder en målrettet strategi for udskoling. Det er vigtigt at skolepolitikken understøtter at sikre en faglig dagsorden og at skolens medarbejdere har muligheder for at udvikle på folkeskolen.

Bevægelse

Til dette tema var indbudt idræts- og fritidsforeninger for at inddrage og engagere disse i skolen, samt at komme med deres inputs til, hvordan vi i fællesskab kan indfri visionen om øget bevægelse i undervisningen på Dragørs folkeskoler. Forud for mødet har skolerne i Dragør Kommune forsøgt at lægge bevægelsesbånd i løbet af skoledagene i forhold til at løfte opgaven med de 45 minutters motion og bevægelse i gennemsnit om dagen som er et mål i folkeskole-reformen.I den forbindelse gav bevægelsesvejleder fra UVM; Malene Schadt-Eppers et oplæg med videnskabelige fakta samt praktiske erfaringer om bevægelse i folkeskolen.

Udvalget anbefalede, at opmærksomhed på skolernes fysiske indretninger såvel ude som inde i forhold til at skabe muligheder for at udøve bevægelse som en naturlig del af børnenes skoledag. Det anbefales at bruge ressourcepersoner som inspiratorer. Det anbefales videre at det politiske system bruger den viden som udviklingen på bevægelse i folkeskolen giver til udviklende arbejde og skabe en fælles forståelse og retning for motion og bevægelse i kommunen.

Skolen i virkeligheden

Skolen i virkeligheden er en webbaseret løsning der kan brande foreninger, frivillige og andre der kan tilbyde deres viden til folkeskolen. Der var over 50 foreningsaktive til dette møde og udvalget har anbefalet at vi implementere dette i Dragør og forvaltningen er allerede i fuld gang.

Digital læring

Digitale læringsformer kan være med til at skabe varierende og differentierede Undervisningsformer, der kan styrke motivationen og læring hos alle elever, som bliver mere aktivt inddraget og muligheden for at undervise på forskellige måder øges. Professor Morten Misfeldt fra Aarhus Universitet, afdelingen for Uddannelse, Læring og Filosofi, holdt oplæg om, hvorledes it kan tilvejebringe data omkring, hvad eleverne gør i forskellige opgaver og dermed potentiale for at få forståelse for elevernes læringsproces

Udvalget anbefaler, at den kommende IT-strategi understøtter det øgede behov for tilstrækkelig hardware og software. Politisk bør der tages stilling til, om man skal arbejde hen imod bring your own device eller andre løsninger. Derudover er det vigtigt, at de rette kompetencer er tilgængelige blandt skolernes medarbejdere, hvor elevernes egen viden om IT, samt eksempelvis byens bibliotekarer og forældre kan tænkes ind som ressourcer.

Børn og unges inddragelse i skole og samfund

En af ambitionerne med folkeskolereformen er øget elevinddragelse, og Børne- Fritids- og Kulturudvalget har besluttet at der skal oprettes et ungdomsråd i Dragør, støttet af kulturstyrelsens projekt UR:2015. Derfor blev der afholdt temaaftenen om børn og unges inddragelse i skole og samfund. Til arrangementet var elever fra begge skoler mødt op samt medarbejdere og ledelse. Aftenen blev skudt i gang med et oplæg fra Danske Skoleelever, som berettede, at undersøgelser viser, at elevinddragelse er med til at styrke elevernes faglighed, trivsel og samfundsengagement.

Denne aften var der en fantastisk dialog med elevrådsrepræsentanterne fra skolerne.

Udvalget har anbefalet, at Dragør indgår i samarbejde om at blive elevvenlig kommune og at elevråd gøres som officielle høringspartere. At elevrådende får en pulje penge de kan dispnere over. At elevrådsarbejdet styrkes og bl.a. inddrages i planlægning af fx flex dagene og at samarbejdet mellem politikere og ungdomsråd styrkes.

Indflydelsen har virket

En enig kommunalbestyrelse har besluttet at følge det rådgivende skoleudvalgs anbefalinger. Det betyder at mange spændende ting, der nu kan understøtte den nationale reform iværksættes. Fra min side skal der som formand for BFKU rette en stor tak til udvalgets faste medlemmer som alle jer der har deltaget i møderne og har bidraget til gode rammer for skolernes udvikling.

Venlig hilsen

Kenneth Gøtterup

Formand for Børn, Fritids og Kulturudvalget

Det Konservative Folkeparti