Timing, kvalitet, økonomi – og mangel på samme

Det er kommet frem, at der allerede ligger færdige planer for gennemførelse af ændret indskoling på 2 skoler i stedet for 4 fra foråret 2011.

Timing, kvalitet, økonomi – og mangel på samme

På et bestyrelsesmøde på Skolen Ved Vierdiget den 29/11, hvor Signe Justesen og jeg deltog, og på et møde i Fælles Skoleråd den 1/12 hvor jeg deltog, kom det frem at der allerede ligger færdige planer for gennemførelse af ændret indskoling på 2 skoler i stedet for 4 fra foråret 2011, ny ledelsesstruktur, flere 0. klasser på St.Magleby Skole (og ingen på Vierdiget), og lukning af Vierdiget Skolefritidshjem den 1/4. Det pointeres dog at det endnu ikke er besluttet, men at det er det man sinder at gøre fra politisk side. Desuden forventes det at beslutningen tages på SBKU-møde den 13/1, og derefter i Kommunalbestyrelsen den 27/1.
Dette er overordnede ting som forvaltningen har drøftet med skolelederne, og som altså allerede meldes ud nu, før det er politisk besluttet.

C-gruppen tager afstand fra dette, og forældrene føler sig også ført bag lyset, for disse udmeldinger kommer på trods at de igangværende høringer (som på skoleområdet ret beset vil kræve en ny høringsrunde), og på trods af at borgmesteren højt og helligt havde lovet medinddragelse af forældrene. En medinddragelse som end ikke er startet.
Jeg vil kalde hele denne høringsproces for “pseudo”, fordi det jo allerede er afgjort hvad der kan “lade sig gøre”, og at der er en tidsplan der skal holdes.
Forvaltningen er med andre ord ved at se på hvad der er muligt, eller med andre ord forberede alt det som man regner med bliver besluttet.
Den politiske beslutning er således reelt allerede taget, og medinddragelsen af forældrene bliver kun til en kaffemøde med borgmesteren den 20/12.
Længe leve demokratiet!

Desuden er hele den økonomiske side endnu ikke belyst eller budgetteret.
Forvaltningen har regnet på udbygningsudgifterne, men man kender ikke indtægtssiden idet der endnu ikke er lavet udbudsmateriale eller nogen uvildig valuering af skolernes værdi.

Hvor er så hele incitamentet for en ændring af den nuværende velfungerende skolestruktur? Hvor er udviklingsmulighederne og kvaliteten? “Makronbunden” mangler.

C-gruppen har nu begæret en redegørelse på kommunalbestyrelsesmødet 16/12, så borgerne kan orienteres.

Med venlig hilsen

Uffe Jacobsen
Formand
Konservative i Dragør & Store Magleby