UNESCO diskussionen fortsætter – Her står Konservative

Der er sagt og skrevet meget om Unesco i Dragør i den senere tid. Retorikken har fra både JA og NEJ siden været hård, og må siges at have delt vandene. Dette var også anledningen til, at der blev iværksat en høring blandt byens borgere. AOTV (Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liste T og Venstre) ønskede at lodde stemningen forud for beslutningen om, hvorvidt Dragør skulle ansøge om optagelse på Unescos verdensarvsliste eller ej.

Der kunne man så tro at historien ville tage sin ende og at borgernes synspunkter ville blive hørt. Men nej. Høringssvarene har istedet givet AOTV anledning til at ønske yderligere afklaring.

Et flertal bestående af AOTV besluttede nemlig torsdag aften, at der skulle udarbejdes en turismestrategi samt at der skulle findes løsninger på parkeringsproblemerne omkring havnen og den gamle by, før der kunne tages endelig stilling til Unesco ansøgningen.

Hos de Konservative har vi givetvis respekt for dette synspunkt, men vi havde dog gerne set, at vi en gang for alle fik lagt Unesco i graven og dermed skabt ro.

Vort synspunkt er fortsat som følger, når det gælder Unesco

  1. Unesco vil medføre et stigende antal turister. Det vil der ikke være plads til. Vi har hverken parkeringspladser, toiletter eller anden infrastruktur i tilstrækkeligt omfang til at håndtere en flerdobling af antallet af turister
  2. Unesco vil blive et dyrt bekendtskab for Dragør. Vi forventer at vi skal betale for infrastruktur, oprydning samt have ansat personale til koordinere indsatsen. Penge som vi mener bør anvendes bedre.
  3. Vi har allerede i dag en bevarende lokalplan, der sikrer den gamle bys udseende og karakter.
  4. Dragør er til for byens borgere. Vi skal som kommunalbestyrelse først og fremmest sikre at vore egne borgere får den bedst mulige service. Og ikke have hovedfokus på at tilgodese Unesco og turister.

Beslutningen om at få lavet en plan for både turisme og infrastruktur giver så absolut mening. Den skulle vi have truffet uanset om der kommer Unesco eller ej. Men at tro at vi 1) kan styre hvor mange turister der besøger Dragør med en placering 12 km fra Rådhuspladsen og 2) kan forvente at fonde vil finansiere Liste T’s vision om et underjordisk P anlæg under den gamle by. Ja det tror vi ikke får nogen gang på jord. Det vil i hvert fald være ganske usædvanligt, at en fond vil bidrage med et 3 cifret millionbeløb til en parkeringskælder.

Med gårsdagens beslutning i Kommunalbestyrelsen er det sidste ord helt sikkert ikke sagt. Og Unesco blev med Liste T’s udtalelse om, at der ikke kommer nogen afklaring på denne side af kommunalvalget i november, helt sikkert et valgtema. Dette var i sig selv en overraskelse, da vi mener at den siddende kommunalbestyrelse bør tage ansvar for egne handlinger, og ikke give beslutningen videre til den kommende.

Og det er fortsat et NEJ TAK til Unesco fra Det Konservative Folkeparti.

Med venlig hilsen

Katrine Tholstrup, Kenneth Gøtterup & Martin Wood Pedersen

Den Konservative Byrådsgruppe I Dragør