Vedr. Dragør Kommunes ansøgning om lån på kr. 60 millioner

Den Konservative gruppe vil fortsat anbefale, at der ikke gives tilladelse til lånoptagning, idet der hersker stor usikkerhed om den reelle salgspris.

Økonomi og Indenrigsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Den 23. Maj 2012

Vedr. Dragør Kommunes ansøgning om lån på kr. 60 millioner.

Ministeriet har i skrivelse af 26. April 2012 anmodet Dragør kommune om supplerende bemærkninger til kommunens lån ansøgning.

Den Konservative gruppe i Kommunalbestyrelsen har ved kommunens ansøgning fået vedlagt en mindretalsudtalelse som vi venligst vil henvise til.

Dragør kommune har i skrivelse af 15. Maj 2012 fremsendt supplerende bemærkninger til ansøgningen.

Den Konservative gruppe kan oplyse, at vi havde anmodet om, at få svarskrivelsen til ministeriet politisk behandlet før afsendelse, hvilket borgmesteren ikke har fundet anledning til, med henvisning til borgmesterens tolkning af styrelseslovens regler.

Den Konservative gruppe kan oplyse som supplement til de dokumenter kommunen har fremsendt til ministeriet, at Borgmesteren i uge 11 har afholdt et møde med en privatrådgiver i Dragør der har rådgivet om salg af grunden der i dag udgør Skolen ved Vierdiget. Den private rådgiver vurderer på det foreliggende, at salgsprisen er væsentligt lavere end de oplysninger kommunen har fremsendt til ministeriet.

Vi kan oplyse, at referat fra mødet som vedlægges indgår i kommunens arkiv som aktstykke, idet forvaltningen har givet aktindsigt i det konkrete dokument til en borger og dermed også indgår i kommunens samlede vurdering af den samlede økonomi i kommunens projekt om lån til skolebyggeri.

Den Konservative gruppe skal ikke undlade at gøre opmærksom på, at der for den ene af de grunde der ønskes solgt ikke er udarbejdet lokalplan der åbner op for boligbyggeri.

I lighed med tidligere skrivelse til ministeriet skal den Konservative gruppe fortsat anbefale, at der ikke gives tilladelse til lånoptagning, idet der hersker stor usikkerhed om den reelle salgspris og at en yderligere gældsætning vil forværre Dragør kommunes økonomi væsentligt med risiko for, at vi ikke kan overholde de forpligtigelser vi har.

Venlig hilsen

Kenneth Gøtterup
kennethg@dragoer.dk
Agthsvej 14
2791 Dragør
Uffe Jacobsen
uffej@dragoer.dk
Skippervænget 13
2791 Dragør
Asger Larsen
asgerl@dragoer.dk
Stubvænget 3
2791 Dragør