Demokratiernes samarbejde for en bedre verden

2003 grundlovstale – Viggo Fischer – tidl. MF (kons.)
folketingskandidat i Amager-kredsen.
Kastellet, København

Tak til den konservative vælgerforening i København fordi I igen i år har indbudt til grundlovsmøde i disse smukke, historiske omgivelser.

Grundlovsdag er frihedens dag – og en god anledning til overvejelser om, hvordan vi fastholder, den frihed, fred og velstand som i mere end et halvt århundrede har præget vort land.

I årene 1940-45 var den tyske besættelse den store udfordring til danskernes frihed. Fra slutningen af 1940’erne frem til Murens fald i 1989 og Sovjetunionens opløsning i 1991 var den kommunistiske trussel det altdominerende problem. Siden 1991 er det blevet stadig mere klart, at også det, der rører sig selv i fjerne egne af verden direkte kan påvirke vor fred og vor frihed, og at vi må forholde os til disse udfordringer, som den 11. september og Irak så klart har understreget. (For kort tid siden rettede al Qaeda’s nr.2 – al Zawahiri en trussel mod Norge – måske mente han Danmark).
Truslen mod andres frihed, velfærd og retfærdighed kan udgøre også en trussel mod os.

Da det konservative folkeparti i 1992 vedtog et nyt holdningsprogram – “frihed i fællesskab” – tog vi stilling til den situation, der kunne opstå, hvis FN var handlingslammet og der alligevel var brug for humanitær intervention for at komme truede civile til undsætning. Den konservative holdning var klar: demokratierne må kunne handle, må kunne beskytte uskyldige mennesker – “respekt” for tyrannens suverænitet må ikke give tyrannen frihed til folkemord.

Det var også den holdning, der lå til grund for det stærkt forsinkede opgør med Milosevics brutale regime, da NATO på amerikansk initiativ, og med dansk deltagelse, militært greb ind for at standse myrderierne i Kosova i 1999. Jeg er overbevist om, at den ny realisme: handling til forsvar for menneskerettighederne også har spillet en væsentlig rolle som baggrund for Danmarks beslutning om at gå med i den militære indsats mod tyrannen Saddam Hussein.

Hvis der skal rejses kritik af aktionen mod Saddam Hussein, så er det, at den burde være gennemført langt tidligere. Som Anders Jerichow udtrykte det for nylig I Politiken : “… alle andre regeringer…vendte ryggen til, da 180.000 kurdere blev udsat for folkemord I 1987-89.” Og om tiden efter 1991: “vi lod ham I 12 år misbruge FN’s sanktionspolitik, drive gæk med våbeninspektørerne og kue både sine egne indbyggere og sine naboer til undertrykkelse.”. Hertil kan efter min opfattelse føjes – set I terrorsammenhængen – at Saddam-regimet øjensynligt havde tilladt en aflægger af Al Qaeda-terrorbevægelsen at oprette en base i det nordlige Irak.

Danmarks regering behøver ikke at undskylde for deltagelsen i krigen mod Saddam – og slet ikke overfor den danske venstrefløj, der tog så frygtelig fejl under den kolde krig og hvis udenrigspolitiske evner efterfølgende ikke er blevet nævneværdigt forbedret.

Hvor havde det dog været en nydannelse, hvis Socialdemokraterne havde bakket solidt op om Irak-aktionen som V og K gjorde det i 1999 i aktionen mod Milosevics.

Danmark gjorde det rigtige i forhold til Irak. Nogle gange er handling nødvendigt – alt for ofte i historien er der blevet handlet for sent fra demokratiernes side, og hvor høj har prisen dog ikke været. Hvor ofte har man i stedet for at gribe ind valgt fejhedens politik: sanktionspolitikken, der ikke løser men kun udsætterne problemerne, og som med usvigelig sikkerhed gør de uskyldige: børn, gamle, syge til konfliktens første og største ofre.

Demokratierne må tværtimod stå sammen, gøre det nødvendige, følge anstændighedens bud, selvom det kan være upopulært, selvom det kan koste noget. Hvor meget kunne dog ikke have set anderledes ud, hvor mange menneskeliv sparet, hvis England og Frankrig i slutningen af 1930’erne havde lyttet til Churchills advarsler.

Om Danmarks pligt til at være på den rigtige side udtrykte den af tyskerne “berufsverbot”-ede konservative leder, senere udenrigsminister i befrielsesregeringen John Christmas Møller, det således i modstandstidsskriftet Frit Danmarks første udgaves i dets ledende artikel, den 9.april, 1942:

“Vi må selv være med. Det skal ikke være således, at Danmark savnedes i den fælles kamp mod hele verdens tyranner”

I årtier har den selverklærede fredsbevægelse benyttet den norske digter og forfatter Nordahl Grieg’s digt “til ungdommen” fra 1936, der begynder med den kendte ord “kringsat af fiender”. Men hvornår har mon samme fredsbevægelse – eller Danmarks Radio for den sags skyld – citeret Griegs digt – skrevet fire år senere: den 17.maj, 1940 – godt en måned efter den nazityske invasion:

Hvor første vers lyder:

“I dag stå flagstangen nøgen
Blandt Eidvolls grønnene træer
Men netop i denne time
Ved vi hvad frihed er.
Der stiger en sang over landet
Sejrende i sit sprog
Skønt hvisket med lukkede læber
Under de fremmedes år”

Nordahl Grieg havde gjorde op med passivt at se til, men det har venstrefløjen stort set ignoreret – herunder den kendsgerning, at han selv betalt den højeste pris, da han døde på en britisk luftmission over Berlin i 1943 i kamp for det fri Norges sag.

Vi mærker paralleller til venstrefløjens behandling af Kaj Munk. Godt vi har Per Stig Møller til at sætte historien på plads.

Danmark var i Irak på samme side som Polen, der sendte et antal soldater. Nogle undrer sig måske – Polen med sammen med USA, England, Australien og Danmark. Men Polen betragter sig som et vestligt land – millioner af polakker emigrerede til USA, og forbindelserne over Atlanten er stærke. Det kunne end ikke mange års kommunistisk diktatur knuse. I 1959 havde den sovjetiske partichef Nikita Krushev besøgt Warzawa og fået en temmelig kølig modtagelse. Kort efter kom den amerikanske vicepræsident på gennemrejse efter besøg i Moskva. De polske myndigheder forsøgte at hemmeligholde besøget. Takket været Radio Free Europe vidste folk det alligevel – og ¼ mio. polakker gav den amerikanske vicepræsident en stormende modtagelse med råb som “Niech zyje Ameryka” – “længe leve Amerika”.

Vi oplevede for nylig en tysk kansler, der omkring Irak-aktionen usædvanligt lagde luft til USA og nægtede at være med til at vælte Saddam Hussein. Selvfølgelig står Tyskland frit – den borgerlige opposition var i øvrigt uenig med Schrøder – men måden at stå frit på må vække opmærksomhed overfor et USA, hvem tyskerne skylder deres frihed: frihed fra nazismen, frihed for kommunismen. Kansler Schrøder burde nok tænke mere på den amerikanske luftbro, der reddede Vestberlin i 1948, da Stalin forsøgte at kvæle den fri ø i det røde hav. 272.000 allierede flyvninger blev det til på 321 dage før Sovjet opgav sit forehavende. Schrøder burde tænke mere på den stærke støtte som præsident John F. Kennedy gav berlinerne med sin store tale i Berlin i juni 1963 med de berømte ord: “Ich bin en Berliner” , og på præsident Ronald Reagans stærke budskab til Gorbachev i sin tale ved Muren, nær Brandenburger Tor den 12. juni, 1987:
” Mr. Gorbachev: tear down that wall”.
Det er muligt, at Schrøder scorede nogle stemmer på sin aktion, men hans lederskab sank i format.

Hvilket anden stil var der dog ikke over Konrad Adenauer.

Det borgerlige danske signal er et andet, vi siger klart, vi bidrager ikke til at bryde båndene over Atlanten.

Vi siger: Amerika og Europa har skæbnefællesskab – præget af et interesse- og værdifællesskab, som det for begge parter vil være ulykkeligt at lægge afstand til.

Saddam Husseins terror-regime er slut. Massegravene taler deres uhyggeligt tydelige sprog. De mange politiske drab er slut, den omfattende og forfærdende tortur er slut, truslen mod Kurderne eller Shia’erne er væk. Jeg synes vi får for lidt frem herom i Danmarks Radio, der hele tiden synes så optaget af at udgøre den kritiske funktion overfor USA. Naturligvis skal DR være kritisk, men på et upartisk grundlag – det er ikke venstrefløjens opfattelse af de politiske værdier, der skal præge Danmarks Radio.

Det transatlantiske interessefællesskab som hviler på fælles holdning til folkestyre, frihed og respekt for menneskerettighederne – det samarbejde bør i de kommende år tværtimod styrkes og fokusere mere på øget indsats mod fattigdommen, uligheden og uretfærdigheden i verden – der er fortsat mere end 1 mia. mennesker, der må klare sig for mindre end 1 dollar om dagen, iflg. Verdensbanken – Øget indsats mod den store ulighed og fattigdom vil medvirke til at indtørre de sumpe, hvori terrorismen trives.

Værdifællesskabet består også i at styrke de værdier, hvorpå FN blev grundlagt, og som er beskrevet så klart I FN’s verdenserklæring om menneskerettighederne fra 1948 om at “alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder”

Udfordringen for demokratierne består i at få FN til at fungere på det værdigrundlag, men også med en realistisk erkendelse af de begrænsninger, der kan opstå, når nogle lande vil blokere for handling.

FN-beskyttede byer hed det, alligevel blev over 7000 mænd og drenge myrdet på det grusomste af serbiske styrker i den bosniske by Scebrenica. Den serbiske general Mladik går stadig på fri fod.

Vi bør i de kommende år i demokratiernes udenrigspolitiske samarbejde fokusere mere på, at humanitær intervention bør være underkastet universelle kriterier.

3 mill. – det er det antal mennesker, der er sultet ihjel, dræbt eller omkommet af sygdomme siden den igangværende borgerkrig i Congo begyndte i 1998 uden, at den frie og rige verden har grebet effektiv ind.

Først nu sender EU en lille 1400 personers fredbevarende styrke – og Danmark kan ikke deltage p.g.a. et af de fire forbehold.

At menneskeliv er ligeså værdifulde i Afrika, på Balkan som i New York eller Berlin – det er den universelle udfordring til menneskeværdighed og anstændighed. Det opridsede William Shakespeare så skarpt for mere end 500 år siden i skuespillet ‘Købmanden fra Venedig’: “hath not a Jew eyes, hath not a Jew hands organs, dimensions, senses, affections, passions … hurt with the same weapons, subject to the same diseases…”

Menneskeværd er menneskeværd uanset, hvor man befinder sig.

Dansk udenrigspolitik, dansk sikkerhedspolitik, dansk u-landspolitik får i disse år stadig nye dimensioner, og bør selvsagt også have de nødvendige ressourcer, være udrustet og indrettet herpå. Hvis vi i de kommende år kan gøre en større indsats med mere vægt på udvikling, mere vægt på fattigdomsbekæmpelse, mere vægt på at fjerne årsager til terror, mere vægt på løsning af kriser før de bliver til krige, vil vi gøre meget for en bedre fremtid, også for vore børn og børnebørn, her I Danmark.

Politik drejer sig om dagligdagens beslutninger om miljø, om skat, om motorveje, metroer og hundredvis af andre aktuelle spørgsmål – men politisk drejer sig i høj grad også om holdninger, værdier, visioner. I en tidsalder præget af fred i det nære Europa, af øget samarbejde over især de rige landes grænser – og i en tidsalder præget af ideologiernes tilbagetog, kan det være fristende at lade syv og fem være lige, at sige politik er mig uvedkommende, og det gør ingen forskel, hvem der har magten. De, der hælder til den opfattelse og det gør vist alt for mange, kan imidlertid være overbeviste om, at selvom de ikke selv interesserer sig for politik, så interesserer politik sig for dem.

For Danmarks fremtid som et velfungerende, tolerant, social ansvarligt samfund, forankret i demokratiernes fællesskab om fred, frihed og menneskerettigheder, er det bestemt ikke ligegyldigt om det er Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti eller Det konservative Folkeparti, der er toneangivende. Det er samtidig en udfordring til Det konservative Folkeparti til at sikre, at de gode og afprøvede værdier om fundamentet for velstand, om balance mellem frihed og lighed, om social ansvarlighed, om medmenneskelighed og tolerance, og om forsvar for folkestyret, som vort parti er bygget på, og som er del af vor historiske arv, er synlige, virksomme, aktuelle og præger den politiske debat.

God grundlovsdag.

(Prinsessens Bastion, Kastellet 5.6.2003)